Jalousi forbindes ofte med vrede, misundelse eller mistro. Men for mange starter det et andet sted. I en pludselig følelse af forkerthed, som får kroppen til at trække sig, før tankerne overhovedet når at følge efter.

Mia (navn ændret), 29, fortæller, hvordan hun som ung oplevede jalousi, ikke fordi hun mistænkte sin kæreste for noget konkret, men fordi hun følte sig forkert, hver gang han smilede for længe til andre. Hun mærkede det først som en vægt i kroppen – en samling af spænding i brystet, et sug i maven. Hun sagde intet, men hendes krop flyttede sig. Hun stod længere væk uden at tænke over det. Senere, når hun genoplevede situationen, kunne hun se forskydningen tydeligt. "Jeg kunne se på mig selv bagefter, hvordan jeg havde trukket mig fysisk," siger hun. "Men i øjeblikket mærkede jeg det kun som en slags tilbagetrækning, uden at kunne forklare hvorfor."

For Mia handlede jalousien ikke om mistillid til ham. Den handlede om skammen over ikke at være nok, over at være den, der kunne miste, uden at der var noget dramatisk, der kunne forklare det.

Henrik (navn ændret), 42, beskriver noget lignende. Når hans kæreste fortalte om oplevelser med en mandlig kollega, samlede der sig en hårdhed i brystet. Ikke i hænderne eller stemmen – der blev han rolig – men i vejrtrækningen, der blev tungere. Han lagde afstand, ikke gennem ord, men gennem en næsten umærkelig bevægelse væk fra hende. "Jeg opdagede det mest i eftertiden," siger han. "Det var ikke en tanke, der sagde ‘nu skal du væk’. Det var kroppen, der skubbede mig på plads."

Henrik havde ingen fortid med jalousi i andre forhold. Men erfaringer fra tidligere brud havde efterladt en følsomhed i ham, som satte sig, når andre begyndte at fylde mere i hans kærestes blik og stemme. Ikke som en bevidst frygt, men som en fysisk alarm.

Julie (navn ændret), 35, mærkede jalousien på en anden måde. Den kom, når hun burde have følt sig mest tryg. Når hendes kæreste var varmest, mest hengiven, kunne hun føle sig mest udsat. "Det var ikke, fordi jeg troede, han ville gå," siger hun. "Det var fordi hans blik på mig var for meget. Jeg blev bange for, at jeg ikke kunne leve op til det, han så." Hun oplevede ikke jalousi som et forsøg på at holde ham fast. Hun oplevede det som en skam over, at han så mere i hende, end hun selv turde tro på.

Når jalousi føles som skam, handler det sjældent om tillid eller utroskab. Det handler om kroppens gamle hukommelse. Hukommelsen om at være udsat, om at være dømt til at tabe i sammenligningen, længe før man overhovedet forstår, hvad der bliver sammenlignet.

Det er ikke en jalousi, der kommer med vrede. Den kommer med stilhed. Med en krop, der trækker sig lidt væk. Med en ryg, der bliver stivere. Med en vejrtrækning, der søger kortere ruter. Det er en jalousi, der forsøger at beskytte, ikke at beskylde.

Når kroppen først har lært, at nærhed kan gøre ondt, reagerer den på selv små skift. Ikke fordi den ser en reel fare, men fordi den har lært, at overgivelse uden kontrol kan ende galt. Så den begynder at spænde. Den gør sig mindre. Den flytter sig, længe før man selv når at formulere, hvad det handler om.

Arbejdet med den slags jalousi starter ikke med at lede efter rationelle årsager. Det starter med at mærke, hvordan kroppen reagerer, når nærhed føles tryg i længere tid, uden at noget glider væk. Det starter, når hænder bliver liggende på huden uden at kræve. Når blikket hviler, uden at skulle indløse noget. Når nærvær ikke bliver en opgave, men får lov at være der, uden at man skal præstere for at fortjene det.

I de øjeblikke begynder kroppen langsomt at forstå, at ikke al nærhed er en prøve. At man ikke altid skal passes ind i noget. At tilstedeværelsen kan bære, uden at den koster noget.

Der findes ingen hurtig vej gennem jalousi, der føles som skam. Men der findes en vej. Den ligger i at lære kroppen, gennem erfaring, at der findes rum, hvor nærhed ikke stiller krav. Rum, hvor man ikke skal gemme sig for at få lov at blive.

Når Mia ser tilbage i dag, husker hun de øjeblikke, hvor hendes krop første gang valgte at blive stående. Hvor hun kunne mærke vægten i brystet lette, ikke fordi nogen havde sagt noget særligt, men fordi noget i kontakten blev stabilt. "Det var ikke store ting," siger hun. "Det var, at han blev stående. At han kiggede på mig, uden at vente på noget. At jeg kunne trække vejret, uden at tænke på, hvordan jeg så ud imens."

Henrik beskriver det som at genvinde en indre jordforbindelse. "Jeg begyndte at opdage, at hendes glæde ikke var på bekostning af mig," siger han. "At hendes begejstring over andre ikke trak noget fra mig. Det var en opdagelse i kroppen mere end i hovedet."

Julie fortæller om et øjeblik, hvor hun, uden at ville det, grinede højt i hans favn, uden at mærke den sædvanlige snigende uro. "Det var som om kroppen glemte, at den skulle beskytte sig," siger hun. "Og pludselig var der bare latter."

Når kroppen oplever nærhed, der ikke kræver noget, begynder en ny erfaring at samle sig – uden at skulle forstås eller forklares. I de øjeblikke skifter balancen, fordi rummet tillader, at man bliver stående uden kamp.

Jeg arbejder med nærhed, der får kroppen til at slippe sit gamle forsvar – i stedet for at bygge endnu et lag af metoder ovenpå.