Det er sjældent jalousien, der starter balladen. Ofte begynder det med noget langt mindre spektakulært: en uro, man ikke helt kan placere.
Mette (navn ændret), 37, fortæller, hvordan hendes tidligere mand kunne vende hendes egne fornemmelser imod hende. Han gjorde ikke noget, sagde han. Han smilede bare lidt længere ad en anden. Han lagde hånden på en arm, der ikke var Mettes. Når hun mærkede stik i kroppen, blev hun mødt med det samme svar hver gang:
"Nå, du er måske jaloux?"
Det var ikke et spørgsmål. Det var en konklusion.
Efterhånden lærte hun at tage hans svar på forskud. Før hun nåede at reagere, før hun selv vidste, hvad hun følte.
De blev gift efter fire måneder. Hun forlod ham to år senere, slidt ned af en konstant indre kamp, hvor hendes egen intuition blev hendes fjende. Da hun første gang trådte ind på et krisecenter, kunne hun ikke længere skelne mellem, hvad der var hendes egne følelser, og hvad der var blevet plantet i hende.
Jalousi, når den vokser naturligt, føles som uro.
Jalousi, når den bliver podet af en andens handlinger, føles som forvirring.
Den forvirring bider sig fast. Den flytter ind i kroppen og bliver siddende længe efter, at relationen er forbi.
Mette brugte otte måneder hos en psykolog for at finde hjem til sig selv igen.
Andre – der får arbejdet rigtigt med kroppen og fornemmelserne – oplever, at den rejse kan være kortere end de fleste forestiller sig.
For mange starter helingen i det øjeblik, de tør se:
Jalousien var ikke et tegn på deres egen usikkerhed.
Den var en konsekvens af at leve i et rum, hvor fornemmelser blev skubbet væk, og hvor egne reaktioner blev vendt mod dem som fejl.
At kalde det jalousi er en forenkling.
Det, mange oplever, er en bevidst destabilisering.
Det tager tid at forstå.
Og endnu længere tid at slippe – medmindre man arbejder der, hvor kroppen stadig husker vejen hjem.