Jalousi rammer sjældent kun det, der sker lige nu.
Ofte vækker den noget, der ligger længere tilbage. Noget, der stadig venter på at slippe.

Det starter ikke i store bevægelser. En bemærkning, der hænger. Et blik, der glider for hurtigt væk. En samtale, hvor en pause føles anderledes. Kroppen mærker det først. En uro, der ikke passer til det, der sker i øjeblikket.

Jeg ser det ofte med mine klienter. En reaktion, der kommer for tidligt, for stærkt, for tungt – uden at noget i nuet egentlig bærer skylden. Gamle erfaringer træder frem, når nærheden føles usikker.

Louise (navn ændret) fortalte, hvordan hun blev urolig, hver gang hendes kæreste arbejdede sent. Hver gang hans telefon lå stille for længe. Ikke fordi noget reelt ændrede sig. Men fordi kroppen huskede at være valgt fra, fra en tid, der intet havde med ham at gøre.

Mads (navn ændret) beskrev, hvordan han kunne miste roen, når hans partner lo med andre. Ikke fordi hun brød nogen aftaler. Men fordi noget i ham stadig kæmpede med følelsen af at skulle konkurrere om at være vigtig.

Når gamle sår rører på sig, ændrer de måden, vi mærker nutiden på. Berøring kræver mere. Blikket viger oftere. Stemningen skifter, uden at nogen forstår hvorfor.

Forskning fra University of Massachusetts viser, at følelsesmæssige triggerpunkter i hjernen kan aktiveres af bittesmå signaler – lang tid efter oplevelsen, der skabte dem, er glemt. Kroppen reagerer på tab og svigt, selv når hovedet tror, at alt burde være anderledes nu.

Det forklarer, hvorfor jalousi nogle gange rammer for hårdt. Ikke fordi kærligheden mangler. Ikke fordi noget i forholdet nødvendigvis vakler. Men fordi kroppen stadig bærer på gamle spor, som endnu ikke er slettet.

Forandring sker ikke ved at forklare det væk. Ikke ved at analysere sig frem til ro. Forandringen starter, når de steder, der stadig holder fast i gamle tab, begynder at slippe deres greb. Når kroppen oplever, at det, der var, ikke længere styrer det, der er.

Jeg oplever tit, at små skift i systemet gør en forskel. Et blik, der tør blive hængende lidt længere. En samtale, der ikke spænder op, selv om stemmen hakker. En berøring, der føles som nærhed igen – ikke som en test.

Gamle sår behøver ikke bestemme fremtiden. De skal ikke slettes. De skal bare stoppe med at styre, hvordan vi bevæger os i kærligheden nu.