Hun forstår sig selv.
Hun har talt om det. Set mønstrene. Læst bøgerne. Hun kan beskrive det hele – fra barndom til krop. Hun er god til det. Klog. Klar.
Hun ved, at han ikke har gjort noget. Hun ved, at hendes uro ikke passer med virkeligheden. Og hun skammer sig ikke over det – hun skammer sig over, at det stadig fylder, selv efter alt det, hun har forstået.
Det er den spænding, hun sidder i. Det er den, der dræner.
At hun ved det hele – men stadig mærker systemet gå i gang.
Og det gør det ikke, fordi hun er svag. Det gør det, fordi hendes system stadig prioriterer noget andet end ro.
Det vigtigste for kroppen er ikke sandhed. Det er sikkerhed.
Og hvis hendes sind – selv med alt det, hun ved – stadig ubevidst tror, at uro = forberedelse, så vil systemet vælge uro. Hver gang.
Det ændrer sig først, når det ikke længere er indsigt hun arbejder med – men en ny prioritering, som sindet selv har registreret som sand.
Og det sker ikke, fordi hun vil det. Det sker, når noget mærkes, som ikke tidligere har fået plads:
“Jeg prøver at finde ud af det, før det sker – men måske er det dét, der holder det i gang.”
Den sætning kom lavt. Ikke som en erkendelse. Bare som noget hun opdagede, hun tænkte.
Og bagefter skete der ikke noget.
Det var første gang.
Fordi det ikke var en forståelse, hun tænkte sig til. Det var en bevægelse, hendes system tillod, da hun ikke længere prøvede at vinde over noget.